KARLES CYKELFÆRD 2020

Etape 1: Start fra Ølgod over Ådum, Lundenæs Bro i Skjern Enge til shelterplads ved Stauning havn

Etape 2: Stauning Havn, Lem og Hoverdal Plantage, Stadil, Vedersø, Husby Thorsminde Camping.

Etape 3. Thorsminde, Bøvlingbjerg, Flynder Kirke, Asp, Hjerm til Sevel Camping.

Etape 4: Fra Sevel via Trandum, Vridsted og Lånum til Daugbjerg Kalkgrubber til Kongenshus Mindepark og Hessellund Camping ved Karup Å.

Etape 5: Kompedal, Knudstrup, Gråmose, Grathe Kirke og videre til Grathe stenen, videre til Kragelund, Funder og ad den ”skæve bane” gennem Hørbylunde til Hjøllund Camping.

Etape 6: Hjøllund – Gludsted – Søbylunde gennem brunkulslejeområdet til museet, over Studsgaard til Momhøje nord for Kibæk.

Etape 7: Momhøje – Kibæk – Skarrild – Sandet  - Ilderhede Kirke –  Ørbæk – Hoven –Påbøl Plantage – Ølgod.

Yngste deltager 66 år, ældste deltager 82 år

HELE TUREN MED NØJAGTIG KØRT KM:

MOGENS CYKEL BLIVER PUMPET MEDENS HAN SER PÅ. DEN HAR STÅET I SKURET SIDEN SIDSTE CYKELTUR

Torsdag den 6. August. (44 km)

Hvorfor turen i år skal starte en torsdag, ved jeg ikke, men det forhindrer mig heldigvis ikke i at deltage.

8 Gammelkarle mødtes på en P-plads i Ølgod kl. 10, det var praktisk, da årets turleder bor i Ølgod. Årets deltager er Viggo Træskærer (4), Kurt Skolemester (8), Hans fra Heden (debutant), Mogens Raadmand (14), Palle Wind (14), Kristian den II (6), Svend Erik Regnebræt (8) og Birger Pedal (12). Med den nuværende Talsmand og tre Talsmænd emeritus, kan det kun gå godt, der må være mindst en af dem der har styr på vejret og det ser godt ud de første dage, det bliver måske endda for varm. Hans fra Heden var med for første gang, nu må vi så se om han kan holde ud at være samen med os rutinerede, der til sammen har 66 cykelture på bagen, i en hel uge.

Svend Erik Regnebræt turens Kassebevarer og under tegnede årets referent ankom til samlingsstedet kl. 09.30, hvor Hans fra Heden allerede var ankommet, sat af sin Huldre på vej til hendes arbejde. Ret hurtig herefter kom de øvrige deltager.

Det er nu blevet en fast del af turen, at vi har en forsyningsvogn med. Efter omlæsning af bagagen og det aktuelle start foto, var blevet taget, der var mødt flere fotografer frem, det var åbenbart rygtes vi skulle starte fra Ølgod, kunne vi starte på turen kl. 10.20. Jeg havde fornøjelsen af at køre forsyningsvognen på første dagen, men så var det jo overstået.

9 dage før start fik jeg rosen på venstre skinne ben, hvilket betød en uge med 10 pencillin piller om dagen, så jeg nåede at blive frisk til turen, nu håber jeg bare ikke, at vi løber ind i en doping kontrol.

For første gang i mange år dukkede Erik Dækskifter ikke op til start på grund af helbredet. Synd for ham, da han sidste år proklamerede, at det i år skulle være hans tyvende og sidste tur, så måske kommer han med næste år.

Efter 10 min. og inden vi forlod Ølgod, var første stop ved Ølgod hallen, hvor de var i gang med at opføre Byskovens aktivitets center. Der var fem frivillige der havde taget initiativet og skaffet penge til projektet og en af dem er selvfølgelig Viggo Træskærer, som er en af de bærende kræfter.

LUNDNÆSBRO

Kl. 10.40 kunne vi fortsætte. Jeg kørte til Lundnæs Bro ved Skjern Å og der gik ikke så lang tid inden Karlene kom cyklende. De blev forsynet med drikkevarer og der blev taget diverse fotos inden de fortsatte over broen og videre mod Skjern. Jeg måtte tage vejen uden om i bilen.

I Skjern fandt jeg borde og bænke ved en sø 400 m. før Kong Hans Bro, Således Karlene kunne sidde behageligt og indtage deres velfortjente frokostæde i den bagende sol.

Efter frokost inspicerede vi lige Kong Hans Bro og hans mindesten inden vi fortsatte ud over Skjern Enge til Lønborg Kirke. Kristian den II havde nu overtaget rattet i forsyningsvognen. Fra Lønborg Kirke var der et fantastisk udsyn ud over engene.

TRÆKFÆRGE OVER SKJERN Å

Nu fortsatte vi syd for Skjern Å til den første trækfærge over en biflod og lidt senere måtte vi hive os over Skjern Å på endnu en trækfærge. Da vi havde passeret Skjern Å, hvem sad så der ved et bord og var i gang med at smøre hjemme bagte boller, jo – det var såmænd Kasmus, der på hjemmesiden havde set, at vi ville være ved pumpestation nord på omkring dette tidspunkt. Efter en gang boller med pålæg og en øl til, var depoterne fyldt op til sidste del af dagens tur. Vi tog afsked med Kasmus, han drog til sit sommer residens og vi fortsatte til Stauning Havn, passerede Stauning whisky destilleri under vejs. Vi fandt tre ledige sheltere, fik et bad og en kop kaffe inden vi skulle ud og spise. Vi fik hver en stor rødspætte på restauranten ved Stauning Havn, minus Talsmanden der kravlede i posen i stedet for, synd for ham, at han var så træt, for der var kommet en enlig kvinde og slået sin bomuldshytte op, ved siden af os. Det tog godt nok lidt tid med en tjener der ikke talte dansk. Vi fik dog hurtig serveret en fadøl, men måtte rykke et par gange inden vi fik et menu kort.

Efter spisning gik vi en tur rundt på havnen inden vi igen var tilbage ved lejrpladsen. Talsmanden lå stadig i sengehalmen. Der var mange myg, så det var lidt af en ulige kamp. Karlene drak en karton vin Talsmanden sluttede sig til og Kristian den II fik gang i bålet, i håb om dette kunne holde myggene væk. Kristian Den II valgte at rejse sin bomuldshytte, derved kunne han slippe for myggene.

I Skjern Ådal kan du se Danmarks to største træhængebroer.

Den østlige hængebro, Lundenæs-broen, finder du, hvor Omme Å løber ud i Skjern Å. Den kan nås med en gåtur på et par kilometer fra p-pladsen ved Lundenæs.

Den vestlige bro, Kong Hans' Bro, står tæt ved p-pladsen ved Skjern Bådehavn. Broen er bygget tæt på det sted, hvor man under gravningen af det nye åløb fandt stolperester fra en bro fra omkring år 1105.

Ved broen kan man desuden se en mindesten over Kong Hans, som en vinterdag i 1513 faldt i vandet på dette sted og pådrog sig en lungebetændelse, der senere kostede ham livet.

Broernes kraftige pyloner er bygget af såkaldte flådeege fra sjællandske skove, som egentlig skulle være brugt til krigsskibe. De blev plantet i 1807 efter tabet af den danske flåde til englænderne, men da de havde nået ”mastehøjde” 200 år senere, havde den teknologiske udvikling overhalet projektet indenom.

Fra begge broers midte kan man betragte de enorme vandmasser, der strømmer gennem ådalen.

LEJRPLADS VED STAUNING HAVN

Fredag den 7. august. (72 km.)

Start fra Stauning Havn kl. 09.00. Vores første mål i dag er Vedersø

At sige jeg havde sovet godt, ville nok være lidt af en overdrivelse, men jeg kom da igennem natten, stod op kl. 06.40. Kl. 08.00 var Gammelkarlene klar til morgenæde, med blødkogte æg, måske lidt for bløde, jeg skal jo lige ind i rytmen med at koge æg, resten af turen var der perfekte blødkogte æg. Kl. 09.00 var vi klar til at fortsætte turen. På de første par km. så vi ikke færre end 5 skilte der var vendt på hovedet. Vi kom gennem Lem, hvor der er en kæmpe industri af vindmøller, det var helt imponerende at se, hvor meget sådan et industri område fylder.

Efter 27 km. nåede vi Hover Kirke, hvor Kurt Skolemester hold klar med drikkevarer. Graveren lod os komme ind og se kirken. Den var ellers lukket, da der skulle være konfirmation i weekenden, og vi måtte derfor ikke røre ved noget på grund af corona.

Vi fortsatte til Tim Kirkeby, halvdelen af vejen var en 6,5 km lang grusvej gennem plantagen. Vi indtog vores frokostæde i Tim Kirkeby med en efterfølgende middagslur for flere Karle. Mogens Raadmand overtog sit eget køretøj. Vi kom afsted kl.14, men straks manglede vi tre Karle, der gik noget tid inden de kom, de var blevet opholdt af en der kørte rundt med turist brochure over lokalområdet.  Vi nåede hurtig til Vedersø.

Kurt Skolemester berettede livligt om digtepræsten Kaj Munks liv og skæbne, det foregik ved Kaj Munks gravsted ved Vedersø Kirke. Han modtog herfor Storskovens Sus.

Kaj Munks Præstegård dannede rammen om digterpræsten og modstandsmandens mest virksomme år.

Det var på præstegården i Vedersø Kaj Munks pen fyldte papiret med skuespil, digte, breve, prædikener og artikler. Det var her han og hans kone Lise startede deres familie. Det var også på præstegården han blev hentet af sine nazistiske bødler en mørk januaraften 1944. 

I dag formidles Kaj Munks alsidige liv og virke i de smukke rammer som præstegården i Vedersø og den omkringliggende naturen udgør. Mens udstillingerne i Kaj Munks gamle hjem fortæller om digterpræsten, fortæller naturen omkring præstegården også sin historie. 

På Kaj Munks Præstegård er der mange muligheder for gode gåture på egen hånd. Blandt andet i den flotte park, hvor Kaj Munk plantede sin blå anemone. 

Fra Vedersø gik det videre gennem Stadil og Husby Klit Plantage, hvor der igen var mulighed for at blive forsynet fra egen lager. Der var en fin sti gennem plantagen og cykelsti langs vejen det sidste stykke til Thorsminde Camping, hvor nogen af os og boede til påskeløb sidste år.

Her tog vi afsked med Hans fra Heden, han blev hentet af sin Huldre, de skulle til Ålborg for at deltage i deres søns bryllup dagen efter.

Bomuldshytterne blev rejst og da vi boede lige ved siden af badebygningen nåede alle vist i bad inden vi skulle ud at spise, et par Karle tog en dukkert i Vesterhavet. Vi skulle ikke gå langt for at få aftenæde, lige over for campingpladsen lå en restaurant og her havde Viggo Træskærer bestilt bord. I dag var der hurtig betjening, menukortene lå på bordet med det samme. Talsmanden og Mogens Raadmand fik dobbelt rødspætte. Vi øvrige fik wienersnitzel så store som et lokumsbræt og vi kunne da heller ikke spise op.

Tilbage på campingpladsen tog vi kampen op mod myggene og en karton rødvin

STORE SNITZLER i THORSMINDE

Lørdag den 8. august Thorsminde - Sevel. (75 km.)

Først skulle vi se strandingsmuseet i Thorsminde og det åbnede først kl. 10, men vi kom ind 09.50. Det blev langt op af formiddagen inden vi kunne forlade Thorsminde 8kl. 10.40) og køre nord på til Bøvlingbjerg , hvor vi ankom en time senere. Her var der et horn værksted, som fangede nogle Karles interesse, pausen blev derfor på næsten en time. Nu videre til en velfortjent frokost ved Flynder Kirke, troede vi, men her var ingen borde og bænke. Talsmanden kørte videre i bilen for at finde et sted og vi fortsatte i håb om at hansnart fandt et sted, men nej vi kørte og kørte og kl. blev efterhånden over 13 og vi havde kørt 35 km..

Vi ringede til Talsmanden, som var langt foran og det ville tage os mindst en time inden vi kunne være fremme, så - han blev tilbage. Der gik en og vendte hø ude ved vejen, Kristian Den II spurgte om han vidste hvor der var mulighed for at vi kunne sidde ned og indtage vores frokost. Jo – vi kunne da godt komme med ind til dem. Vi kom ned bag ved gården til et menageri, som jeg sjældent havde set, der var ænder, høns, katte og hunde der løb ud og ind, så var der også et æsel der begyndte at give hals da vi kom. Stoler var der, men bord var der ikke noget af, vi måtte nøjes med det lille bord, som tilhører bilen. Det var nok den hurtigste frokost på turen, alle var hurtig færdig og der blev ikke spist så meget, som vi plejer og ingen skulle have middagslur, det var dejligt, vi kom hurtig videre og det var godt nok, for der var stadig langt til Sevel.

Strandingsmuseum St. George i Thorsminde på kanten af Vesterhavetformidler historien om strandinger og forlis på den barske jyske vestkyst og i Nordsøen og rummer bl.a. mange tusinde fund fra vraget af det engelske orlogsskib HMS St. George, der sammen med HMS Defence, strandede juleaftensdag i 1811 ud for Thorsminde. Næsten 1400 søfolk, omkom ved de to skibes forlis

Vi fik fyldt drikke dunke op ved Asp Kirke og fik en is hos købmanden. Mødte forsyningsvognen i Hjerm, videre gennem Ryde og var i Sevel kl. 17.20 efter turens længste etape. Vi spiste på Sevel Kro.

Efter den første plan var det mening vi skulle have en ekstra overnatning her, så vi kunne komme til Hjerl Hede, men det blev droppet på grund af, at de sidste etaper vil blive for lange, hvis de skulle klares på tre dage.

Søndag den 9. august Sevel - Karup. (50 km.)

I dag gik turen gennem min hjemegn, forbi der hvor jeg gik i skole i Daugbjerg og forbi de gårde jeg havde tjent på i Daugbjerg og Vridsted, fra jeg var 15 år til jeg fyldte 20 år.

Fra Sevel gik turen forbi Trandum Kirke, hvorefter vi passerede Karup Å ved Vridsted. Videre over Vrou og Lånum til Daugbjerg kalkgrube, hvor Hans fra Heden igen stødte til. Det var dejlig at komme ned i de kølige gruber, hvor vi kunne læse beretningen om Jens Langkniv.

Jens Langkniv, født Jens Olesen, var en jysk "Robin Hood", der ifølge sagnet holdt til i Daugbjerg Kalkgruber i 1600-tallet og var særlig aktiv under Trediveårskrigen, da Albrecht von Wallensteins tropper hærgede Jylland1627-1628. Han var bevæbnet med en kniv, som var bundet fast med en lang line, så han kunne kaste den og hurtigt trække den til sig igen.

Ifølge sagnet var Jens Langkniv fredløs fordi han havde dræbt en delefoged, der ønskede Jens' mor brændt som heks. Samme sagn fortæller, at han skulle være blevet taget til nåde efter at have bekæmpet Wallensteins tropper foran Viborgs porte. Men efter at være vendt tilbage til det fredløse liv skal han være blevet henrettet i Horsens.

Jens Langkniv søgte tilflugt i Daugbjerg Kalkgruber, hvor Jens Langknivs hule, 60 meter under jordens overflade, er den største grotte i kalkminens gangsystem.

I Ulvedal Plantage nær Karup findes en langdysse, der kaldes "Jens Langknivs Hule", fordi Jens Langkniv skal have haft tilholdssted der.

I Aakjærs farverige bog Jens Langkniv er hovedpersonen en fredløs, der huserede på Fjends-egnen i årene omkring Kejserkrigen 1627-1629, hvor tyske tropper havde besat hele Jylland.

Vilde horder af tyske landsknægte drev rundt og plagede lokalbefolkningen, skånselsløst plyndrede og voldtog, straks de nåede frem til en landsby.

Jens Langkniv, der ellers var forfulgt af myndighederne, tog i den situation parti for de svage og dukkede op, når der var mest brug for hjælp. En liderlig landsknægt, der fik maven sprækket op af Jens’ lange kniv, var ikke mange sure sild værd bagefter.

Jens skulle også have taget kampen op mod de kejserlige tyske soldater foran Viborgs porte.

Jens Langkniv er hos Aakjær den romantiske røversjæl, der førte en retfærdig kamp både mod ydre fjender og mod en kynisk beregnende øvrighed. Jens var blevet dømt fredløs, men det skyldtes, at han så sig nødtvunget til at dræbe en foged, der slæbte af med Jens’ gamle mor.

En lokal degn havde anklaget moderen for at være troldkvinde, og derfor ville fogeden have hende dømt og brændt på bålet. Sagen blev yderligere kompliceret af, at Jens Langkniv var kæreste med degnens datter Laura.

Rent i kaos endte det, da degnen viste sig at være stikker for tyskerne. Jens måtte likviderede den forræderiske degn, men henrettelsen betød, at han efter krigen ikke kunne få sin Laura, selv om der var lyst for parret i kirken.

Før mødet med Laura havde Jens haft stor appetit på kvinder. Det skete, han blandede sig med lokalbefolkningen, men blandt dem var der også fjender, så Jens Langkniv sørgede for at have mange skjulesteder. Et var i kalkgruberne i Daugbjerg.

Ved en kalkbrænderfest kastede Jens Langkniv lystne øjne efter Daugbjerg-præstens smukke, rødhårede kone, og hun virkede ikke helt afvisende. Da Jens på et tidspunkt under festen følte sig truet, greb han straks den iltre rødtop og bragte hende med sig ned i den mørke grubegange for at fornøje sig med hende i sin elskovshule.

Da Jens måtte erkende, at han aldrig kunne få Laura, begyndte hans tilværelse at krakelere. Han blev den hårde og skånselsløse røver; især efter at hans mor blev brændt som troldkvinde, mens han var væk fra egnen. Han ønskede at hævne sin mor, men før det lykkedes at få ram på alle de medvirkende, blev han fanget.

Under sin flugt var han havnet i Vridsteds præstegård. Her skriftede han for præsten, og her blev han fortalt, at hans mors sidste ønske havde været, at Jens ikke hævnede hende.

Det fik Jens til at bryde sammen, og da forfølgerne stormede ind i præstegården, rejste Jens sig og slyngede sin kniv med voldsom kraft ind i bjælken over hovedet på den officer, der skulle arrestere ham. Samtidigt med kastet råbte han: Nuvel, tag mig så!

Kaptajnens soldater affyrede straks deres våben og dræbte Jens. Kniven ville kaptajnen gerne have med sig, men den lod sig ikke rokke fri af bjælken.

Genopdagelsen af gruberne.

I 1922 blev gruberne genfundet af nogle drenge, som legede i skoven efter en stort skybrud, da der pludselig viste sig et hul i jorden.
Det eneste som er ændret er introduktion af elektrisk lys.
Og i 1951 blev området hvor kalkgruben ligger, total fredet.
Dybdalskoven er på ca. 9 ha, med mange jordfalds huller og 16 markante indgangs skakter, hvor kun et par stykker er åbnet.
Endvidere er der fundet spor af 2 kalkovne i samme område.
Omkring selve landsbyen Daugbjerg er der påvist spor efter yderligere 9 ovne.
I besøgscentret findes kortmateriale over kalk-ovnene og minenedgangenes placering.
Daugbjerg Kalkgruber med Dybdalskoven blev i 2018 nomineret til at være med i Danmarks nye Naturkanon – som et af de 15 dejligste natursteder i Danmark.
​Der er 2 smukke naturstier i skoven, som tager de besøgende forbi gravhøje, jorddiger fra bronzealderen, dybe hulveje og markante indgangs skakter.
Minegangene er små og snirklede, der er rundgange og korridorer i flere niveauer. Gangene er hugget i rundbuestil og der er ikke så højt til loftet. Dette skal jo ses i lyset af, at befolkningen i gamle dage ikke var særlig høje.
Her er en luftfugtighed på ca. 96% og ca. 8 grader celsius året rundt.

Interessant viden om kalkbrydning og kalkbrænding:

• For at åbne en ny grube, krævede det 20 mands arbejde i 3 uger, for at rydde overjorden væk i et tragtformet hul ned til kalken.
• Det tog 1 mand 18 dage at bryde kalk nok til en ovnfuld (ca. 35m3)
• Der var en bærer(kvinder og børn) for hver ca. 20 meter.
• Kalken blev lagt ud til lufttørring inden brænding.
• Der skulle bruges ca. 80 læs lyng til brænding af en ovnfuld kalk.
• Et læs lyng kostede 24 skilling.
• Det tog 4 døgn at brænde en ovnfuld kalk og 1/2 døgn til nedkøling, inden udtagningen kunne påbegyndes.
• Der blev i en given periode produceret op til 15.000 tønder kalk årligt svarende til ca. 2.000 m3.
• Hver ovn kunne brænde 4 ovnfulde i løbet af sommeren.
• Der var 3 - 4 mand om at passe en ovn.
• Den vigtigste person ved kalkbrændingen var "hvælveren", der ved hjælp af en skabelon satte kalken op over fyrstedet.
• På toppen af kalkovnen lå en flad sten kaldet " æ kukmand"
• Af 280 tønder rå kalk, blev der produceret ca. 125 tønder brændt kalk.
• Selv om der er kalkforekomster andre steder i Jylland, var det kalken fra Daugbjerg der var den dominerende, da den var af den bedste kvalitet og der var brændsel nok i området.
• Kong Frederik VI besøgte Daugbjerg den 22. juni 1826.
• Prins Christian (senere Kong Christian VIII) besøgte gruberne den 31. juli 1831.
• I 1859 var der 12 huggere og 65 bærere beskæftiget i 15 igangværende gruber.
• I 1872 opkøber Jyske Kalkværker brydningsretten til kalken i Daugbjerg. Kort tid herefter indstilles produktionen.

Fra kalkgrubberne fortsatte vi gennem Daugbjerg by, som brændte i 1791 og jeg fortalte lidt om hvordan byen så ud i min barndoms tid og hvem der havde boet i de forskellige huse. Videre forbi landsbyskolen, hvor spanskrøret stadig eksisterede da jeg gik i skole fra april 1956 til sommeren 1963, omkring 1960 kom der nye lærer, som ikke brugte spanskrør. De første år var skolegangen kun hver anden dag og man mødte kl. 7 om sommeren og kl. 9 om vinteren, det var bedst at møde kl. 7, når man mødte kl. 9, kunne man nå at muge ved grisene inden man skulle i skole.

Kort efter kom vi forbi den gård hvor jeg tjente fra november 1963 til november 1964 til en års løn på 5000 kr.. Lige uden for Daugbjerg gjorde vi ophold ved Daugbjerg Dås for at indtage vores frokost. Her dukkede min bror Ingolf op med Hancock øl, som han for øvrigt også gjorde det år vi startede på Thy turen i Skive.

Digt af: Jeppe Aakjær.

“I Daugbjergdaas der bor min Bedstefar, med ham jeg fik mig tit en Passiar. Naar alting tav, og Maanen hang saa klar, jeg satte mig saa tit paa Højen op, han sad alt bred og tung paa Daasens Top; hans Huekvast mig hilsed med et Nik, hans Pibe damped, Svaret kom og gik; alvorligt Lyngen nikked til vor Tale; Fjends Herreds lange, dybt nedskaarne Dale sig strakte lyttende i Altensvale; en Nøkkerøse rejste sig paa Taa, hvor Sivet stod og kjæmmed sine Smaa ved Bredden af en ensom Mølledam; de lurede, de Skjælmer, men fik Skam; den Bjergmandstale gik dem lidt for højt, af Meningen forstod de knap en Døjt. Det samme gjør vel I, saavidt jeg sér, nu skal jeg ikke sige meget mer.”

Efter frokostpausen fortsatte vi til Kongenshus mindepark på vejen besøgte vi en mindre udstilling (Kongenshus naturcenter), men der var kun ulven og urfugle samt et kæmpe figur af Enrico Dalgas tilbage. Resten havde Viggo Træskærer hentet til sin nye Byskov Center, efter aftale med hede selskabet. Der skulle komme en ny udstilling ved Kongens Hus. Inden vi forsatte til minde parken berettede jeg lidt om hedens opdyrkning i området.. Nu var der kun et par km. til mindeparken, hvor vi så stenen med mine oldeforældres navne..

Kongenshus Mindepark med det fulde navn Kongenshus Mindepark for Hedens opdyrker (Kongenshus Hede) er en mindepark for opdyrkerne af heden i Jylland. Det var Hedeselskabet, som i 1942 opkøbte det cirka 1.200 hektar store område med uopdyrket hede, som i dag udgør mindeparken. Parken åbnede den 10. juni 1953.

I Kongenshus Mindepark finder man Mindedalen med 39 herredssten omgivet af tilsvarende 434 sognesten med navnene på 1.200 hedeopdyrkere samt deres hustruer, her iblandt Birger Pedals oldeforældre, hans oldefar var indvandret fra Skåne. Ved de fleste navne står manden med efternavn, med konens fornavn under. Mindedalen munder ud i en mødeplads omgivet af 87 mindesten med navnene på personer, der havde særlig betydning for hedeopdyrkningen, eksempelvis Ludvig von Kahlen og Jens Jensen (hedeopdyrker).

Opdyrkningen af de jyske hede startede ved Kongenshus i 1754. Det var den Mecklenburgske officer Ludvig von Kahlen, der satte den første plov i heden. Kong Frederik den V støttede von Kahlen i bygningen af et hus, som derfor blev opkaldt efter kongen. Opdyrkningen gik ikke så godt, og inden von Kahlen opgav i 1766, måtte han have væbnet nattevagt for at hindre folk i at flygte.

I mellemtiden – i 1758 - havde kongen fået held til at skaffe omkring 1000 bønder fra vinegnene omkring Rhinen og Mainz hertil for at opdyrke jorden. Men da de så den usle hede, drog mange hjem igen. En del blev dog, de fik mange stede ved hårdt slid brækket den hårde al-jord op og gjort den anvendelig til dyrkning. En af tyskernes kolonier lå ved Grønhøj, tæt ved Kongenshus. Man kalder dem ”kartoffeltyskerne”, fordi de efter sigende indførte kartoflen til Danmark. Der findes stadig mange af de tyske navne i området og der blev indtil 1872 prædiket på tysk i Frederiks Kirke.

Fra 1913 og ca.10 år frem var der en stor ren park på Kongenshus Hede, som købmand Hans Dall startede, han opkøbte 300 hektar. Renerne blev passet af en ægte lapfamilie, men efter 10 år blev bestanden ramt af sygdom og ren parken lukkede.

Turen fortsatte igennem hede området, til attrapflyvepladsen, som tyskerne byggede under 2. verdenskrig. Den skulle aflede angreb på flyvepladsen ved Karup (fleigerhorst Grove), men ingen af dem blev nogensinde angrebet.

Umiddelbart efter kørte vi igennem Rabis Dal, som ofte er blevet benyttet til optagelse af film, som handler om det slidsomme liv på heden. F.eks. er en kendt TV-udgave af St. St. Blichers novelle ”Hosekræmmeren” optaget her.

Nu var der kun 15 km. til campingpladsen Hessellund ved Karup Å, de første 3 km. var grusvej. Lige efter Høgild passerede vi for anden gang i dag Karup Å. Det var en rigtig flot campingplads med gode faciliteter. Vi bestilte pizza og fik dem leveret. De blev indtaget i bålhytten og skyllet ned med et par kartonner rødvin.  Vi har ikke været plaget af myg siden vi forlod Thorsminde.

Mandag den 10. august Karup – Hjøllund. (60 km.)

Start fra Hessellund camping kl. 09.45. Det var igen min tur til at køre bilen indtil frokost.

Jeg startede med at handle stort ind i REMA i Karup og det er med at købe det rigtige, gammelkarlene vil gerne forkæles, men i år får de ingen chokolade, det smelter i varmen. Så er det bedre med en banan. Første sted jeg skulle møde Gammelkarlene var i den østlige del af Kompedal Plantage. Jeg fandt borde og bænke en kilometer længere fremme end aftalt. Jeg ringede derfor til Viggo på det nr. jeg har haft i flere år, hvem tog tlf. det gjorde Viggos Huldre Hanne, han er ikke hjemme, det ved jeg godt, send hans tlfnr. til mig på en SMS. Men umiddelbart efter ringede en af Karlene og de kunne få beskeden. Bænke og Borde tiltrækker Gammelkarle lige som sprit tiltrækker alle i disse corona tider og spejle tiltrækker Huldre. Jeg kunne servere den første eneste og sidste banan for Karlene, så de havde energi til at cykle videre til Grathe Hede.

Vi mødtes ved Grathe ude på en åben mark med solen bagende fra en skyfri himmel, da vi havde hørt historien via en tlf. nr. (99400580 efterfulgt at 1) og taget diverse foto, var vi klar til at tage de sidste par km. til frokost på Grathe Rasteplads ved A 13. Det var planen, at Erik Dæk Skifter med Huldre skulle have overrasket os med en frokost her, men desværre fik Erik forfald. Så vi måtte nøjes med vores egen primitive frokost.

Efter Blodgildet i Roskilde, hvor kong Knud Magnussen blev dræbt, flygtede Valdemar den Store såret til Viborg. Her giftede han sig med Knud Magnussens søster Sofie, hvormed han sikrede sig opbakning fra Knuds tilhængere. Valdemar begyndte at samle en hær for at imødegå et truende angreb fra Svends side og en gang for alle afgøre, hvem der skulle have magten i Danmark.

Det afgørende slag kom til at stå på Grathe Hede den 23. oktober 1157. Svends hær blev besejret og han selv måtte flygte. Kort efter slaget blev han dog dræbt af en bonde, mens han gemte sig i Grathemose. Valdemar den Store var herefter Danmarks enekonge.

Stabiliseringsbestræbelserne efter borgerkrigen begyndte allerede umiddelbart efter slaget. Valdemar optrådte som den forsonende sejrherre, tilgav de fleste af sine tidligere modstandere, og kun Knud Magnussens mordere blev henrettet, mens nogle få af Svends rådgivere blev landsforvist.

På Grathe Hede har man fundet en hel del våben, især økser, fra det famøse slag.

Efter frokost overtog Mogens Raadmand rattet, han ville finde en cykelsmed i Engesvang. Cyklen havde givet knirke lyde i flere dage, nu skulle den repareres.

Vi cyklede syd på, stoppede og fik en is i Kragelund, længere fremme passerede vi over motorvejen mellem Aahus og Silkeborg. Ved Funder gik det stærkt ned ad en lang bakke og det plejer at betyde vi skal opad igen, men denne gang slap vi. Vi drejede ind på den skæve bane, en gammel jernbanestrækning mellem Randers og Grinsted. Den første del var gruset og ujævn, men efter broen, hvor vi passerede over jernbanen mellem Silkeborg og Herning var resten af strækningen asfalteret. Kl. 15.30 nåede vi frem til en meget lille campingplads ved købmanden i Hjøllund, der var kun et par gæster ud over os og en udbrændt campingvogn. Vi fik besked på at holde afstand mellem teltene, da der kom brænd eftersyn i morgen tidlig.

Mogens Raadmand var ankommet, men havde ikke fået lavet cyklen, da cykelsmeden i Engesvang kun havde åbent efter han kom hjem fra arbejde, det var en hobby cykelsmed.

Vi spiste på vej cafeteriet mellem Hjøllund og Hampen. Jeg kørte Cykel Karlene derned og hjem igen i to omgange, der var kun 4 km.

Tirsdag den 11. august Hjøllund Mom Høje ved Kibæk. (49 km)

Start fra Hjøllund kl. 09.30. Brandtilsynet havde allerede været og inspiceret brand tomten og taget billeder af stedet. Efter en 300 meter på en sti der endte ved hegnet til et rensningsanlæg fandt vi ind på den skæve bane, som vi skulle følge de første 4 km. Mogens Raadmand kørte også i dag forsyningsvognen i håb om at finde et cykelværksted. Efter de 4 km. fulgte vi en asfaltvej til Gludsted, her tankede vi væske ved kirken. Videre gennem Nørlund Plantage ad en lang træls grusvej, med alt for mange sten. Snart var vi i Søbylund og kørte nu gennem området med masser af søer, hvor der tidligere blev gravet brunkul op. Der stod skilte med teksten ”Det er forbundet med livsfare at færdes på kanten af brunkulslejren”. Efter ca. 3 km. gennem dette område nåede vi frem til museet, hvor vi kunne få historien om, hvordan der blev gravet kul op i Søby Brunkulsleje. Vi brugte 1½ time på at komme hele museet rundt og hvis man skal læse alle Plancher og sætte sig grundig ind i historien, kan man bruge det meste af en dag.

Allerede i forbindelse med første verdenskrig blev der i mindre målestok brudt kul umiddelbart syd for Søby Brunkulslejer, nemlig mellem Fasterholt og Brande og ved Fasterholtgård. Brunkulseventyret tager for alvor fart i forbindelse med manglen på brændselskilder under Anden Verdenskrig og nazisternes besættelse af Danmark i 1940.

Eventyret i Søby Brunkulslejer starter med fire arbejdsløse, der i begyndelsen af anden verdenskrig begynder at grave sandlaget af heden ved Søby. Med skovle og en trillebør arbejder de sig ned til brunkulslaget.

Krigen kræver brændsel, og det kan pludselig betale sig at grave sandet væk under den vestjyske hede for at få fat i brunkullene nedenunder. I krigens første år flytter tusinder af fattige familier til Søby, hvor mændene får arbejde med at grave sand væk, bryde kul og få det op af de dybe lejer. Under krigen arbejder 4000-5000 mennesker i Søby Brunkulslejer, hvor der medregnet familiemedlemmer boede mellem 3000 og 4000 mennesker. Alene i selve Søby boede omkring 2000.

Med hakke, skovl og trillebør

I begyndelsen var det interimistisk med skovl og trillebør, men der kom ret hurtigt transportbånd, gravemaskiner og ikke mindst pumper til at pumpe grundvandet i lejerne væk med. Senere kom også skinner og tipvogne – og elektricitet, så der kunne sættes el pumper ind for at holde vandet væk. Allerede i 1940 begynder statsbanerne at anlægges et sidespor på hovedbanen fra Brande til Herning. I 1941 anlagde man Søby Brunkulsstation, som blev lukket igen i 1950, og der investeres voldsomt i kraner, transportører og tipvogne.

Alligevel foregik selve brydningen af brunkullene helt frem til 1953 ved håndkraft. Det stod direkte i en bekendtgørelse fra 1940 om dansk minedrift, at brydningen af brunkul "så vidt muligt" skulle foregå med håndkraft for at sikre arbejde til flest mulige og den bedste kvalitet af brunkul. Fra 1944 skulle brydningen foregå med håndkraft, men dette krav bortfaldt, da brunkulsloven ophørte i marts 1953.

Hurtigt voksede et lille anarkistisk minesamfund op omkring det hårde arbejde. Arbejderne og deres familier flyttede ind i barakker, skure, rutebiler og der var endda en enkelt, der boede nogle år i et karlekammerskab. Der blev kun bygget ganske få rigtige, grundmurede huse i Søby. 

Hasardspil og sortbørshandel

Der blev tjent mange penge i de hektiske år i brunkulslejerne – og mange af dem blev tabt igen. Under verdenskrigen kunne fattige og arbejdsløse slippe for at arbejde i Tyskland, hvis de i stedet tog til Søby for at grave brunkul.

Der var så gode penge at tjene i brunkulslejerne, at landbruget til tider havde problemer med at skaffe arbejdskraft.

Besættelsesmagten og til dels også politiet blandede sig i vid udstrækning uden om livet i brunkulslejerne – bare der kom brændsel. Derfor kunne brunkulslejerne i et vist omfang udnyttes til at ”gemme sig” for myndighederne.

Og så tiltrak miljøet naturligvis plattenslagere, kortspillere og sortbørshandlere. Nogle levede ligefrem af kortspil og det såkaldte sekserspil – på brunkulsmuseet kan man se eksempler på mærkede kort og falske terninger.

Industri og så slutter eventyret

Da anden verdenskrig slutter, bliver brunkullene knap så nødvendige, og samtidig falder prisen på grund af konkurrence fra de store kulindustrier særligt fra Tyskland, England og Polen. I årene efter bliver den danske produktion af brunkul industrialiseret af entreprenører som Per Aarsleff og Jesper Hoffmann.

I 1970 er det endegyldigt slut for det danske brunkulseventyr. Selv om der stadig findes brunkul i den danske undergrund, så svarer det ikke til mere end et par måneders forbrug for Danmark. Og brunkullene kan ikke længere konkurrere med priserne på olie og kul på verdensmarkedet. 

Pumperne bliver stoppet, og grundvandet begynder at sive tilbage til de dybe grave i landskabet.

Industriens efterladte månelandskab

Da pumperne blev stoppet i 1970 ligger et goldt og hærget landskab tilbage med op til 30 meter høje tipper med løst sand og dybe lejer, der bliver til søer efterhånden som vandet vender tilbage. Nogle af tipperne blev plantet til med fyrretræer for at forhindre sandflugt. Men efter pumperne er slukket, bliver det hurtigt for farligt at færdes i de forladte brunkulslejer og arbejdet med at plante til bliver indstillet.

Nogle steder skrider tipperne ud i søerne. Andre steder falder terrænet pludseligt flere meter i store ryk, efterhånden som grundvandet kommer tilbage og mætter det løse sand.

En del af bevoksningen er plantet, andet er skabt ved selvsåning.

Inden vi kørte videre blev frokostæden indtaget, der var gode forhold med borde og bænke ved museet. For nogles vedkommende tog de sig også tid til en lille lur, inden vi var klar til at fortsætte mod Mom Høje kl. 13.45. Da vi kørte ind i Arnborg var Kurt Skolemester og Hans fra Heden i front, de drejede til højre ad den rigtige rute, men umiddelbart til venstre ligger der er brugs og vi råbte, at Talsmanden vil give en is, men de ignorerede og fik derfor ingen is. Da vi fortsatte fandt vi ud af hvorfor, vi havde kun kørt et par hundrede meter og der sad de ved et bord sammen med en rutineret Cykel Karl, der tidligere har været med på mange ture, nemlig Leif Sildegøre, Kurt og Hans var de eneste der vidste at vi skulle mødes med Leif her i Arnborg, sådan er det med Talsmænd emeritus de vil selv bestemme, uden at orientere turlederen. Gensynsglæden var stor og vi nød en af Leifs medbragte øl og fik en sludder om tidligere cykelfærd. Sidst Leif Sildegøre var med på Karles Cykelfærd var turen på hærvejen i 2018.

Godt forsynet med is og øl, tog vi afsked med Leif for at knogle det sidste stykke til Mom Høje. Mogens Raadmand kørte stadig, med håb om at finde en cykelsmed i Kibæk. Vi kørte næsten 10 km. gennem en plantage inden vi nåede frem til Kibæk, den største by vi kom gennem på turen, vi havde ikke set så stor en by i en hel uge. Vi susede gennem Kibæk til Naturcenter Mom Høje 4 km. nord derfor, var fremme kl. 15.45. Slog bomuldshytterne op på natur lejrpladsen. I Naturcentret var der toiletter og bad, så det er lige så luksus som enhver anden campingplads og så er det gratis. Mogens Raadmand var ankommet, havde fået nyt gear kabel på cyklen i Kibæk, så nu er han klar til at cykle i morgen.

Mogens Raadmand og Kristian Den II kørte til Kibæk for at handle ind til aftenæde, som Kristan Den II ville tilberede over bål og ikke noget med grill kul. Der var et fint bålplads med grillriste, så – det var bare at gå i gang. Vi startede ædegildet kl. 19, der var både korteletter og pølser, dertil kartoffelsalat og grøntsags salat og vandmelon til dessert, en af de bedste måltider og billigste. Turlederen viste os en tur rundt i området, det er en fantastisk flot natur med flere shelter og aktivitets muligheder i området.

Det var den sidste aften, vin kartonerne skulle tømmes medens bålet skulle nydes, der var brænde til hele aftenen og Hans fra Heden blev ved med at opfordre til at smide mere brænde på, lig indtil der ikke var mere. Det var godt nok blevet mørkt, da Svend Erik Regnebræt, Hans fra Heden og undertegnede havde vredet den sidste vin ud af kartonerne og kunne kravle ind i bomuldshytterne, men der gik jo ikke lang tiden inden man igen skulle op for at lade vandet, når der kommer noget ind, skal der jo også noget ud.    

KRISTIAN DEN II OG CHRISTIAN DEN IX

Onsdag den 12. august Momme Høje – Ølgod. (55 km.)

Turens sidste dag. Talsmanden kørte forsyningsvognen frem til frokost, så – må vi håbe vi ser ham igen i løbet af formiddagen og til frokost. Cykelkarlene lagde ud i et højt tempo, nu skulle de jo hjem til deres Huldre. Men da vi nåede Kibæk skulle vi lige omkring cykelsmeden, Mogens cykel knirkede stadig og fik diagnosen, at det var inde i kranken, men den skulle nok holde til Ølgod og det gjorde den så. Vi for lod Kibæk, kørte mod Skarrild, som vi susede igennem, videre forbi Skarrild Hus og lidt syd derfor skulle vi dreje til højre, men de susede bare videre derud af indtil der var en vågen Gammelkarl, der gjorde opmærksom på at vi skulle have været til højre for 300 m. siden. Vi vendte om og kom ind på den rette vej, det viste at skiltet hvorpå der skulle stå Sandet var fjernet. Det var godt at komme væk fra den store vej. Efter Sandet nåede vi frem til Ilderhede Kirke ved Stakroge, her holdt Talsmanden og serverede kolde drikke for os.

Da vi fortsatte havde vi et lille stykke med grusvej, jeg hader grusveje, vi kom gennem Ørbæk og lige vest for Hoven drejede vi mod syd for at komme frem til vores frokost sted, ved Hejmdal i Tirstrup plantage, der var igen 1 km. bumle vej ind til p-pladsen i plantage. Her var ingen Talsmand, han blev ringet op, kørte rundt det falske sted, men fik forklaret hvor vi var. Vi gik en tur i området inden frokost. Her er der flere forskellige sten, først var vi oppe ved en sten rejst for en professor, jeg kan ikke huske hvad han hedder. Derefter fandt Hans fra Heden og Kristian Den II Kongestenen, medens vi var nogle der fandt Danmarksstenen. Da vi kom tilbage, havde nogle Karle startet med, at indtage turens sidste frokostæde og vi andre sluttede os til, vi fik ikke tømt alle flasker med spiritus. Om der var mere æde i fadeburet ved jeg ikke.

Svend Erik Regnebræt skulle køre forsyningsvognen det sidste stykke ind til Ølgod. Der var nu under 20 km. Tilbage og ikke flere særværdigheder. Vi kørte et godt stykke syd på til Krusebjerg syd øst for Ølgod. Da vi nåede frem til torvet i Ølgod holdt Svend Erik Regnebræt klar til at købe is når vi ankom. Efter at have nydt turens sidste is kunne vi cykle vi de sidste 200 m. hen til p-pladsen, som vi startede fra. Allerede her var der nogen der blev modtaget af deres Huldre.

TILBAGE I ØLGOD IGEN

Tak for en dejlig tur, jeg er imponeret over turlederens fysiske form, han viste på ingen tidspunkt svaghedstegn og vores debutant faldt også godt ind i selskabet, selv om han havde en hviledag, men til gengæld fik han ikke lov til at køre forsyningsvognen, i stedet bidrog han til at vi ikke kom hjem med fyldte vin kartoner. Jeg glæder mig til at se jer alle til Vinterblot og til næste års cykeltur.

Foto: Kristian Den II og et enkelt af Viggo Træskærer

Referent: Birger Pedal