Spøjse ting....

Fagre nye verden.....

Ærede Raadsskriver

Runernes tid og fælles samlinger for overbringelse af beskeder er fortid, og da de to benede, tidligere røde nu blå, budbringere efterhånden er blevet noget trætte, er håndskrevet overbringelse af beskeder blevet en ret langsommelig, og også efterhånden en bekostelig affære. Derfor har jeg gennem en del år sendt beskeder ved hjælp af elektroniske impulser i nedgravede kobberkabler, nogle påstår at man faktisk kun sender 0 og 1, forstå det hvem der kan. Men nu er dette ædle metal blevet overgået af LYS. Nu kan de førnævnte 0 og 1 taller sendes med lysets hastighed (300.000km/sek.) hvilket er ufatteligt hurtigt, selv over meget lange afstande, men alt dette har betydet at jeg på min boplads har måtte skifte til en anden elektronisk adresse.

Så derfor bedes alle fremtidige 0 og 1 taller sendes til:

xxxxxxxx@gmail.com

Med Storskovens Sus

Steen Bygmester

P.S. Tak for hyggeligt samvær til Gubbefejden, på trods af tabet af Liden Fugl.

En lille julehistorie....frit efter H.C. Andersen.. 

Grantræet

Langt ude i skoven stod et nydeligt, lille grantræ. Alle, der kom forbi og så det lille træ, ville tro, at det var et glad lille grantræ, men det var ikke tilfældet. I virkelig-heden var det et meget ulykkeligt, lille træ. Det var ikke så meget på grund af global opvarmning og syreregn og den slags, men man kan godt sige, at det var miljøskadet, for træet var i virkeligheden et uønsket træ, fordi far-træ i sin tid havde glemt at bruge træbeskyttelse. 

Mor-træ var flyttet, og det betød ikke, at mor-træ ikke kunne lide far-træ længere: De var bare vokset fra hinanden, og derfor boede mor-træ nu i en anden skov med en splinterny fyr. Han havde en meget større gren og et par kogler så store som Runde-tårn, og som han aldrig kunne holde for sig selv. Han stod og svajede med dem i tide og utide. 

Det lille træ havde svære vækstbetingelser. Da mor-træ flyttede, tog hun rub og stub med sig, og far-træ fik et alkoholproblem. Tit fik han drukket sig vissen i træsprit og kom hjem med en ordentlig kæp i øret, lugtede af billig parfume og havde pollen i hele hovedet. Nej, det lille grantræ var i sandhed ulykkeligt. 

Efterhånden som det voksede op og blev ranglet, kom det i dårligt selskab. Det begyndte at stamme og i planteskolen kom det i specialklasse sammen med nogle værre rødder. Det tillagde sig den - for et træ meget uheldige vane, at det begyndte at ryge, og det var bare den mindste af de trælaster, den tillagde sig. De to værste af rødderne, Lille Birk og Aske, fik tilmed det lille grantræ ud i en kriminel løbebane som skovhugger. 

Samtidig skulle det lille grantræ kæmpe med en spirende seksualitet. Pludselig skulle der ikke mere end en sagte, lun sommerbrise til, førend det sitrede i koglerne. Sidste efterår - efter en voldsom storm - var han blevet hel rød i barken, fordi han ikke kunne se skoven for 'bare træer'; og den slags havde han ellers kun set i kulørte blade, som lille Birk havde liggende hjemme på kvisten. 

Der var også problemer med det lille grantræs fætter - ja, det vil sige, han var nu en granfætter fra en anden gren af familien - han var for nylig sprunget ud, og det lille grantræ blev meget interesseret i, hvordan det dog måtte være. Men så gik far-træ fuldstændig i spåner og gav det lille grantræ en ordentlig gang høvl. Hans søn skulle ikke være 'bøg'. 

Heller ikke far-træ var længere den stolte normannsgran med store barkede næver. Han var blevet kroget og knastet og noget tynd i toppen, så nu havde han fået et skånejob på noget, der hed Junckers, hvor han bare stod og vegeterede og sagde 'Gooori', men der var ingen der hørte på ham - og det var da også noget af en træbehandling at give hæderlige, gamle graner ..... 

Det var efterhånden blevet tydeligt for enhver, at det lille grantræ havde brug for at blive plantet om. Derfor kom social-skovvæsenet og fjernede det lille grantræ og satte ham i plejefamilie. Det blev sat på den allerfineste plads inde i familiens stue, og børnene kom og så på det med store øjne og smilede til det. Men ak, den gode stemning blev ikke ved. Pludseligt begyndte plejefamilien højlydt at gøre nar af det lille grantræ og hænge fjollede, kulørte papirsager på dets grene, danse rundt om det og synge smædesange om 'dets grønne top' og truede med først at vise det og siden - gys - at spise det. Og de sang, at de ville blive ved lige til påske! 

Dagen efter var det lille grantræ ikke spændende længere. Det blev smidt i rende-stenen - ud i den kolde sne. Hvis ikke den lille pige med svovlstikkerne har sat ild til det så -----ja, så er det nok blevet til flis på genbrugsstationen . 

Og moralen: Træerne vokser ikke ind i himlen, og æblet falder ikke så langt fra stam-men - alle gode gange træ: GLÆDELIG JUL.